 |
 |
|
 |
 |
Tænk dig om, før du anskaffer dig et kæledyr...
Her er et par lidt stærke tekster.
Og selv om alle dyrebørn er søde, skal man tænke sig om før man anskaffer sig kæledyr.
Kærlighed koster ingenting
En
bonde havde nogle hvalpe, til salg.
Han lavede et skilt, hvor på der
stod – 4 hvalpe til salg- og satte det op for enden af vejen. Mens han
gjorde sig færdig, mærkede han lige pludselig et ryk i sit bukseben, han
så ned og lige ind i øjne på en lille dreng.
”Undskyld ” sagde den
lille dreng ”Jeg vil gerne købe en af dine hvalpe”.
”Okay” sagde bonden
mens han kløede sig i nakken, ”Disse hvalpe er efter avlskåret forældre
og koster mange penge”
Den lille dreng så ned et øjeblik, så gravede han
dybt ned i lommen og tog en håndfuld mønter op og sagde ”Jeg har 3 kr.
Er det nok til at få lov til at se dem?”
”Selvfølgelig” sagde bonden og
gik frem ad, mens han kaldte ”Kom, Dolly”…. Ud af hundehuset kom Dolly
løbende med 4 uldtotter lige i hælene. Den lille drenge pressede sit
ansigt imod hegnet og gjorde store øjne.
Mens hvalpene nærmede sig, så
drengen en der bevægede sig ved hundehuset, stille men sikkert kom en
anden lille udltot frem, noget mindre end de 4 andre hvalpe, den gjorde
sit bedste for at følge med de andre… ”Den vil jeg ha” sagde drengen,
mens han pegede ivrigt på det lille pus.
Bonden satte sig ned på knæ ved
siden af drengen og sagde, ” Knægt, den vil du ikke have, den vil
aldrig blive i stand til at løbe og lege, lige som de andre hvalpe”. Den
lille dreng gik et par skridt væk fra hegnet, han bøjede sig og trak op
i buksebenet. Da så bonden at den lille dreng havde stålskinner på hver
side af benet, som var sat fast til en speciellavet sko. Drengen
kiggede op på bonden og sagde ”Du regner heller ikke med jeg kan løbe og
lege så og uldtotten trænger til en der forstår ham”
Med tåre i øjne
bøjede bonden sig ned og samlede den lille hvalp op. Forsigtigt lagde
han den i drengens arme. ”Hvor meget koster den?” spurgte den lille
dreng.
”Ingenting” svarede bonden. ”Ingen betaler for kærlighed”..
Jeg døde i dag .....
Jeg
døde i dag. Du blev træt af mig og afleverede mig på en kennel. Det var
overfyldt og jeg trak det korte strå. Jeg ligger nu i en sort
plastikpose.
En anden hvalp vil få min næsten ubrugte snor.
Mit halsbånd
var beskidt og for lille, men damen tog det af mig før hun sendte mig
til regnbuebroen.
Ville jeg stadig være hjemme hvis jeg ikke havde bidt i
din sko? Jeg vidste ikke hvad det var, den var lavet af læder og den lå
på gulvet. Jeg legede bare, og jeg havde ikke fået noget legetøj.
Ville
jeg stadig være hjemme hvis jeg havde været renlig? At putte min snude
ned i det gjorde mig bare flov over at jeg skulle lave noget
overhovedet. Der findes bøger og trænere der kunne ha lært dig hvordan
jeg blev renlig.
Ville jeg stadig være hjemme hvis jeg ikke havde taget
lopper med ind i huset? uden loppehalsbånd eller andre former for
loppebekæmpelse kunne jeg ikke komme af med dem efter du havde efterladt
mig i gården i flere dage.
Ville jeg stadig være hjemme hvis jeg ikke
havde gøet? Jeg prøvede bare at fortælle dig "jeg er bange, jeg er her,
jeg føler mig alene, jeg vil være din bedste ven. ville jeg stadig være
hjemme hvis jeg havde gjort dig lykkelig? at slå mig lærer mig ikke
hvordan.
Ville jeg stadig være hjemme hvis du havde lært mig hvordan jeg
skulle opføre mig og taget dig tid til mig? du brugte ingen tid på mig
efter den første uge, men jeg brugte alt min tid på at vente på at du
ville elske mig.
Jeg døde i dag. kærligst din hvalp
***del den gerne,
det er tid til at stoppe misbrug af dyr***
Hvordan kan man gøre det...?
Tænk dig om, en ekstra gang før du anskaffer dig et kæledyr...
Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig" sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men så lod du dig formilde og kløede mig på maven.
Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du), og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen.
Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket.
Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en "kærlighedsslave".
Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig. Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig.
Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende". De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader.
De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden.
I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm … eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen, som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne – boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne og ventede.
Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig selv – et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
Slut Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers opslagstavler.
Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede dyr
Jeg fandt den her inde på en privat hjemmeside og syntes at den fortjener lidt ekstra opmærksomhed. Derfor vælger jeg at lægge den herind også.
http://www.familiendrobek.dk/
|
|
 |
|
|
|
|
|
Gør som min ejer, få en 123 hjemmeside, hun siger at det er så nemt at selv jeg kan finde ud af det c",)
|
|
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|