Jeg har i en sen alder fået konstateret at jeg har Asperger Syndrom.

DVS jeg har et uhelbredeligt neuralt handicap, Det optræder hos normalt begavede mennesker som følge af en udviklingsforstyrrelse i hjernen under fostertilstanden eller omkring fødslen.

I dag opdages det som regel tidlig i livet, hvilket er en god ting for de unge af i dag og fremover. For det er noget af en handikap at leve og samleve med.

Syndromet hører til på autismespektret. Så jo .. jeg er autist. Og neeeej .. jeg tæller ikke tændstikker. 

Som asperger er jeg hvad de kalder "social blind". Jeg forstår ikke kropssprog.

En ganske stor hemsko når, man udtrykker sig omkring 80 % med kroppen i en samtale. Jeg har altid troet at alle havde svært ved at forstå kropssprog, men NOPE det har I altså ikke.

Der udover har Psykiateren så fundet ud af at jeg har ADD oven i. Så jeg har også damp .. men den stille damp, dvs at det hyper aktive foregår oppe i hovedet på mig. Så der faldt lige endnu en brik på plads for mig.... Jeg kalder det for pige damp og har et billede af mig selv på nethinden, med små lyserøde skyer ud af ørene Lidt humor kan man vel godt have brug for i livet

Kæresten plejer at sige at for ham er det nu også noget positivt i det, idet at jeg kalder en spade for en spade. Og det med at manipulere og lave spil, duer jeg på ingen måde til.

Jeg lærer stadig mere om sygdommen og mig selv. Forstår også bedre mine reaktions mønstre og ser tydelig hvorfor nu. OG kan ikke se hvorfor jeg skal holde det skjult. Det er jo stadig MIG indeni. Også selv om jeg har fået "klasket" diagnosen Asperger i panden.

Forstår også bedre hvorfor jeg altid har haft det bedst med dyr omkring mig, de er lettere at læse og giver mig ro.