Ja som jeg har skrevet, jeg har asperger syndrom, dvs jeg har autistiske træk og social blind.
Selvfølgelige har det andre konsekvenser for mit liv, men det er hovedtrækkene.
Jeg ved godt at det er ikke alle der har den åbenhed og lyst til at snakke om noget så tys-tys som syg psyke. Og jeg er måske for ærlig, men sådan er jeg!
Jeg har valgt at lægge kortene på bordet omkring min sygdom for jeg tror på at det hjælper både mig selv og andre at der snakkes om det/ få vendt nogle tanker, når psyken driller. 
At man kan sige højt, at man ikke er så super perfekt og lade andre få lov at se bag facaden tror jeg er en force i sig selv. Vi har alle et eller andet svagheds tegn. Nogle selvfølgelig mere synlige end andre.
Mit kan jeg ikke sætte plaster på eller få lagt en gips om så man kan se min svaghed.
Før var der mere plads i samfundet. Det er der ikke så meget i dag. Vi er blevet et mere snævert synet samfund hvor, man skal passes ind i kasser. Og i en del tilfælde kasseres folk, hvis ikke de passer ind. Hvilket er synd og skam.
For vi har også meget at bidrage med.
Når vi overkommer det. 
Jeg plejer at sammenligne den sociale blindhed i Aspergeren med at snakke i tlf med folk. Jeg forstår simpelthen ikke kropssprog. Og da man udtrykker sig op til 80 % med kroppen er det en stor del jeg ikke forstår. Jeg forsøger stadig efter knap 40 og stresser så helt vildt. 
Det har jeg åbenbart altid gjort men min stress tærskel er faldet drastisk efter at jeg røg ud i en langtrukket svær og dyb panik-angst depression som følge af den uopdagede Asperger.
I dag kan jeg f.eks ikke rigtig lukke lyde ude, dvs sidder der 10 mennesker og snakker omkring mig, så hører jeg 10 mennesker der snakker samtidig med at jeg forsøger at få aflæst hvad de siger med kroppen.
Frustrerende og meget trættende. 
Når folk chatter og sms´er med hinanden og der opstår nogle gange misforståelser pga at de ikke kan ”læse” hinandens mening, sådan er min hverdag for det meste, vel og mærket når jeg møder folk ansigt til ansigt.
Jo gu´ kan jeg se et smil 
og et par glade øjne 
Men det du egentlig viser mig med kroppen når du taler fatter jeg ikke. Jeg kan helt enkelt ikke se det.
Nok også derfor de kloge hoveder kalder det for social blind 
Samtidig har jeg svært ved at "læse" ironi og humor, og får misforstået hvad folk siger ... men jeg kan sagtens bruge det selv ... Og gør det gerne. 
Bare rolig .. det hænger heller ikke sammen for mig at jeg ikke kan forstå det men godt kan bruge det. 
Jeg har også fået den autistiske evne til at fordybe mig fuldstændig i for andre ligegyldige ting 
Det er jeg rigtig god til.
Så jeg har sikkert være ulidelig for familie og venner nogle gange.
Hvilket jeg da godt vil undskylde for.
Jeg tager ting bogstavlig.
Og er meget firkantet. sort/hvid.
Og har utrolig svært ved at holde mig til et enkelt JA eller NEJ .. jeg skal altid lige have en kilometer lang forklaring sat på også.
Også selv om jeg bare skal svare ja / nej
Jeg er også rigtig god til at vende og dreje en samtale jeg har haft med folk og forsøge at finde ud af hvad de EGENTLIG mente.
Idet jeg forsøger at sætte ord på det jeg ikke kan se af samtalen. Nemlig personen´s kropsprog
Og det uanset om det er kæresten / familie / venner eller fremmede folk.
Tro mig, når jeg siger at den slags er udmattende og selvdestruktivt, for jeg er altid tilbøjlig til at tro mest på det negative som min drilske hjerne fortæller mig.
Og det er på ingen måde en god kombination for en person med panik angst depression
Jeg havde før min kæreste levet et aktivt liv med heste og familie (forældre og søster m familie) hvor jeg stort set kun så mit hjem når jeg vendte for at skifte tøj eller sove. Idet jeg på mit arbejde som rengørings assistent havde tidlige vagter og gik alene og så fik mine dyr og familien resten af tiden lige afbrudt af lidt mad ind i mellem
Som ung fik jeg tilbudt arbejde i Stockholm som sygehjælper og tog glad afsted i lidt over 3½ år hvor jeg uddannede mig som svensk sygehjælper (de sidste 1½ - 2 år som nattevagt), men senere har jeg som mange andre med asperger sikkert kan genkende, foretrukket et arbejde hvor jeg arbejdede meget alene. Og havde det rigtig godt med det. Idet at jeg jo så ikke skulle forholde mig til andres kropssprog. 
Jeg har i dag MEGA svært ved omvæltninger.
Hvis ikke jeg får stoppet mig sekv, kan jeg ”vælte” fuldstændig i hovedet og starte et kæmpe skænderi med Ejvind for at slippe for f.eks at skulle noget jeg ikke kender, hvis det vil give for stor omvæltning i min hverdag.
Jeg ved det udemærket godt selv, men kan bare ikke altid stoppe det.
Ejvind og mig arbejder dog meget på den del selv og får samtidig en stor del hjælp fra Lovnsbjergvang af
Jeg har fået 2 hjælpere der på skift kommer ned til mig en gang om ugen. Det er guld værd for mig. De er vidt forskellige og hjælper mig enormt på hver sin måde. Den ene hjælper en del med snak, planlægning og løsninger og den anden får mig med ud af huset. For enden af indkørslen er mange gange svær at komme ud over.
Lige meget hvem af dem der kommer, så glæder jeg mig til at de kommer, men jeg er også træt og flad når de tager afsted igen. Og så sover jeg gerne et par timer bagefter.
Vi forsøger at få skema lagt den del for at gøre det en del mere overskuelig for mig.
Og har jeg først prøvet det / set det en gang så er det meget lettere for mig næste gang. Det er simpelthen det ukendte / udefinerbare der er skræmmende for mig og hvis jeg skal hen et sted der er ukendt for mig, kan jeg ofte godt lokke Ejvind med ud og kigge lidt på stedet, så det er mere bekendt for mig.
Samtidig får jeg (vi) lavet en del forarbejde sammen med mine hjælpere ifh til tider, ting vi skal / der skal med steder hen og planlægning af kørsel osv. Og som jeg med mange ting har opdaget, så fungerer min hverdag meget bedre når min hverdag kommer i "kasser" og skema. F.eks så fik vi skemalagt en Non-firmation for Ejvinds søn, ned i mindste detalje en måneds tid før vi skulle holde den. Hvilket gjorde at jeg kunne tage det stille og rolig med planlægningen uden panik, for vi havde en seddel der kunne vinges af i når tingene var pakket / bestilt osv. Og intet blev glemt.
Den seddel med hvad der skal med til fest er guld værd. For den kan jeg bruge hver gang vi skal noget her.
Det er på ingen måde andres skyld at jeg fik det så dårligt. Men uheldige sammenfald af omstændigheder gjorde at jeg røg ud i nogle situationer hvor livet bare sparkede mig ned psykisk hver gang jeg forsøgte at komme op at stå igen. Ejvind har på alle måder været den støtte jeg havde behov for. Og vi er utrolig glade for den støtte vi sammen har fået fra hjælperne. For Ejvind er tit også med når jeg har hjælp. Idet at det jo ikke kun er mig i det her forhold. Og det skal altså køre for os begge. Ellers er der ikke noget os mere. Og da min hukommelse er blevet hullet som en si hvad nogle ting angår så er det dejligt at han er med og kan huske hvad det var vi fik vendt både ifh til hjælpen men også ifh til Kommunen, for når man siger at det kræver et godt helbred at være syg, så har de så sandelig ret.
Min dagligdag ændredes meget i løbet af sommer / efterår 2004 efter at jeg havde mødt Ejvind.
Ikke lige med det samme, men da jeg faldt for ham med et brag
og fik min første kæreste nogensinde, gik det ikke helt som jeg havde troet det ville når jeg engang fik en kæreste. Men sådan blev det altså og jeg kan forstå at mange med asperger ikke er gode til det med forhold.
Det er godt nok også svært.
I løbet af 1 år havde jeg ramt bunden i en dyb langtrukket pank angst depression og var meget langt ude i tovene.
Men da jeg elsker Ejvind og vil have at vores forhold varer resten af livet, så er specielt jeg nød til at arbejde på at få det til at køre. Ejvind er en tålmodig sjæl der accepterer mig som jeg er, men derfor behøver jeg ikke at træde på ham mere end højest nødvendig eller drive ham ud af huset, med de ting der nu er ifh til aspergeren.
Jeg tror da også at nogle af grundene til at vores eget forhold stadig er godt er at vi er meget åbne overfor hinanden og jeg kalder en spade for en spade. Jeg er meget dårlig til at skjule hvad jeg mener og vil have, så vi havner meget sjældent i situationer hvor vi ikke snakker klart omkring hvad vi føler og hvordan vi har det. Vi har nogle gange lange samtaler, specielt hvor jeg forsøger at sige hvordan jeg har det. Det er noget der trækker tænder ud og jeg er ofte meget træt og kvæstet i hovedet i flere dage efter, men det giver os en forståelse af hvordan vi kommer videre hvis vi lidt er kørt i et hjørne omkring nogle ting.
MEN det skal også siges at vi bruger mine hjælpere fra Lovnsbjergvang til at få vendt problemer og få styr på ting vi ikke selv kan knække helt.
Jeg blev selv klar over at den var helt gal dengang i 2004 og fik kontaktede min egen læge som konstaterede panik angst depression. Hun havde mig inde til nogle samtaler som ikke rigtig hjalp og efter at hun havde øget medicin dosen x antal gange uden resultat bad jeg om at komme til en psykiater.
Jeg blev henvist til Psykiater Bettina Holm Norling i Viborg og forberedte mig på at vente ½ år for en tid. Det skulle der ikke helt gå, for jeg fik en tidlig aftale pga en andens afbud og det var noget af det bedste der var sket længe ifh til min psyke. 
I løbet af ½ år havde hun fået pejlet sig ind på problemet og er i dag rimelig ok medicineret. Og de dage jeg har det rigtig skidt hjælper kæresten eller et af dyrene mig og sørger for at jeg ikke kommer for dybt ned og bliver for trist. De af jer der læser det her og som har prøvet at være ude i en depression kender det jo godt. Og jeg kan virkelig skræmme livet af mig selv når tankerne om at slutte det hele med selvmord kommer. Men kærstens arm, et marsvin på maven der ligger og snakker, eller en hest der bare lytter, det er guld og hjælper meget.
Ofte er de tanker langt væk, når jeg er i en god periode, men der skal ikke meget til før jeg ryger ned igen. F.eks en bagatel der ikke lige er som jeg vil have det kan ødelægge en hel dag for mig og da jeg egentlig ikke bryder mig om at være sådan en dum kælling, har jeg det med at lave en "Maude" (fra Matador) så jeg går i seng, græder, skælder ud og fører lange samtaler inde i hovedet. Går meget ind i mig selv når jeg bliver så ked af det og ikke kan finde ud af livet. Og er sikker på at ingen kan elske en der er som mig, for jeg syntes selv at jeg er ulidelig så. Samtidig med at jeg forsvinder ind i mig selv og ikke rigtig er kontaktbar.
Føler jeg mig ikke tit paranoid når jeg nu er socialt blind. 
Nej og jo .. nej for jeg kan jo ikke se alle de fine tegn i giver hinanden i samtalerne. Og joooo .. lidt nogle gange hvis en kigger på mig og så snakker med en anden. Men hvem har ikke prøvet det.
Jeg kan godt se det store kropssprog.
Et smil ... en gestus.
Som ung købte jeg f.eks bøger om kropssprog idet at jeg mente at jeg måtte kunne lære det. For det måtte jo bare være mig der var et fjols, når jeg ikke kunne finde ud af kropssprog og det der med relationer og parforhold. Nej det er ikke mig der er et fjols. Og jeg kan ikke lære det uanset hvor meget jeg forsøger.
Fik forklaring om asperger af min psykiater og det er jeg godt nok glad for, nu ved jeg jo hvorfor jeg har og altid har haft problemer med relationer til andre mennesker.
I dag kan jeg godt sige til folk:" Jeg forstår dig ikke" for jeg VED at det er mig der ikke forstår det pga Aspergeren og ikke fordi at jeg er dum. Og jeg snakker højt om det. Så folk omkring mig ved godt at jeg har disse problemer at slås med.
Jeg har ..... Mange marsvin
Og så nyder jeg at klappe hestene.
Mine forældres hund lægger også gerne pels til når jeg er dernede. Han elsker at få opmærksomhed.
Dyr er som en lise for sjælen for mig, når det går helt galt og kæresten ikke er hjemme, Så ligger jeg gerne med et marsvin eller to på maven og forsøger at få livet til at virke mindre skræmmende.
De lytter og snakker lidt med.
Er jeg på besøg ved min søster, så går jeg ud og klapper en hest og tager en nusse stund der. 
Efter at have mødt en anden person med Asperger, har jeg fundet ud af at min barndom været helt typisk for en asperger. Det samme har mit arbejdsliv har jeg opdaget efter hvad min psykiater har fortalt mig.
Efter hvad jeg har forstået omkring Asperger, så sker der det, at sidst i fosterstadiet går der noget galt i udviklingen af det center i hjernen som gør at man kan aflæse kropssprog. Eller man får en skade i det center i forbindelse med fødslen.
Min diagnose er stadig rimelig ny og jeg lærer stadig nye ting om hvad det indebærer at have Asperger. Hvorfor at der også løbende bliver ændret på siden
Mine forældre har spurgt ind til min diagnose men har haft svært ved at forstå og forenes med min sygdom. De tog det til sig som forældrer gør, når noget er medfødt eller erhvervet tidlig i livet. Som om at det var en fejl de har lavet.
Hvilket det jo på ingen måde er. Det er et uheldig sammenfald af omstændigheder.
De kan på ingen måde gøre for at noget er gået galt. Og ud fra Aspergeren har de gjort et fint stykke arbejde med min opdragelse.
Jeg har fået kontant til Lovnsbjergvang, som jeg vil få hjælp af til at komme igang igen og lære at forstå mine reaktioner og forhåbentlig lære at håndterer dem så jeg kan få en hverdag til at fungere normalt igen.
Vi arbejder med struktur og arbejdsplan, så jeg kan få fordelt opgaver lidt over hele ugen. Forsøger at lave gøremålene i små kasser, så at jeg kan "lukke" dem og forhåbentlig ikke have det jeg har fået gjort til at fylde i hovedet. Men der er lang vej endnu.
Det første der sker om morgenen når jeg vågner er at brudstykker af tanker om dele af resten af mit liv vælter ind over mig og så skal tankerne lige sorteres. Der har jeg mest lyst til at kravle under dynen igen og "glemme" at stå op. Jeg håber dog med de to søde hjælpere jeg har fået og som kommer en gang om ugen, at få så meget styr på tanker og knold, at jeg får en meget mere overskuelig hverdag og kan komme til at fungere på arbejdsmarkedet i en eller anden form igen.
Jeg er ved at få lidt mere styr på det med strukturen, så den del går fremad og de to hjælpere er noget af det bedste at Silkeborg kommune har gjort for mig.
Tit bliver tiden min hjælp er her brugt til at snakke om hvordan det er gået siden sidst, for jeg forsøger at få nået det som vi har på skemaet. og jeg er så heldig, at hvis jeg ikke overkommer det hele, så plejer kæresten at hjælpe mig. F.eks, så HADER jeg lyden af støvsugeren. Så Tit støvsuger han mens jeg er ude af huset .. Sidste gang sad jeg med øre propper i ørene mens han støvsugede. Og da jeg opdagede at det gik fint, gik jeg i krig med den forhadte støvsuger i soveværelset og fik taget noget der som jeg gerne har villet have gjort i flere måneder, men som jeg ikke har overkommet og ikke villet spørge om han ville.